Visionen er en kulturbiograf, hvor man kan få gode oplevelser og være en del af et fællesskab med andre.
I 2023 befinder vi os i visionsfasen, men har også allerede konkrete ønsker og forslag. Vi søger fonde for at realisere drømmen i Hal 7 på Musicon.
Initiativet bygger på frivillig arbejdskraft.
Vær med til at sprede budskabet: Følg, like og del på Facebook og Instagram.
1. og 2. juni: Ferskenlunden i Catalonien
Familien Solé fra den landlige flække Alcarràs i Catalonien lever af at dyrke ferskner. Ejeren af jorden har dog nye planer for området, og ferskentræerne skal vige pladsen for solcellepaneler. Det skaber splid i den ellers stærkt sammensvejsede familie. Fremtidsudsigterne er dystre, for familiens lejemål er aldrig blevet underskrevet, det er gået i arv mundtligt. Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin.
(Spanien 2022 – 2 timer)
11. og 12. maj: Ali & Ava
Et gribende og humørfyldt drama om folk, der er, som folk er flest. Ali (Adeel Akhta), en energisk musikfreak, der arbejder som vicevært og prøver at holde sin skilsmisse hemmelig for de fleste, og Ava (Claire Rushbrook), der underviser og ellers holder sammen på sin familie. De to mødes lidt tilfældigt, bliver venner – og snart også mere end det. Ikke mindst ført sammen af musikken og kærligheden til den. En film, der med stor autenticitet og masser af smittende varme skildrer kærlighedens op- og nedture i den engelske arbejderby Bradford.
(UK – 1 t. 35 min.)
Danske Banks kælder:
Pianist og stumfilmkender Ronen Thalmay. Programmet bød denne aften på to stumfilmklassikere, som RT introducerede og ledsagede på piano.
”Afgrunden” med Asta Nielsen (fra 1910) blev en raket, som sendte hende op på stjernehimlen til en karriere, som ikke er set siden i dansk filmhistorie.
Aftenens anden film er ”Filmens helte” fra 1928 med komikerparret Fy og Bi
fra tiden lige før tonefilmene brød igennem. Fy og Bi-filmene var et kæmpe hit i hele verden, og deres ikoniske silhouetter inspirerede senere Erik Balling til figurerne i Olsenbanden.
Publikum bliver klogere på stjernerne og stumfilmens danske historie på denne interessante og sjove filmaften fra ”for 100 år siden”.
20. og 21. april: After Yang
Filmen foregår i en nær fremtid, hvor en lille families harmoni forstyrres, da deres elskede androide-hjælper, Yang, pludselig bryder sammen. I forsøget på at reparere Yang opdager familiens far, Jake (Colin Farrell), en hukommelsesdisk i Yangs indre, som indeholder små optagelser fra androidens tidligere liv. Det bliver starten på et tryllebindende sci-fi-mysterium, der tvinger Jake - og publikum - til at genoverveje, hvad det vil sige at være i live, at elske og ikke mindst at være et menneske.
(USA 2021 – 1 t. 36 min.)
16. og 17. marts: Den sorte jord
Filmen handler om en ung walisisk reporter, der i 1933 får et interview med Adolf Hitler. Hans næste mål er at lande et interview med Stalin, men rejsen bringer ham ulovligt til Ukraine, hvor han på mareridtsagtig vis får svar på Sovjets "fremgang".
Russerne kommer på sporet af den chokerede journalist, og de vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at den forfærdelige sandhed om hungersnøden og undertrykkelsen ikke bliver spredt.
Filmen er instrueret af den polske veteran Agnieszka Holland.
(Polen, Ukraine, UK 2020 – 1t. 58 min.)
2. og 3. marts: Belfast
Belfast fortæller historien om en ung dreng og hans families liv. Vi befinder os i arbejdsklassen i 1960'ernes Belfast i Nordirland. Gennem drengen Buddys synsvinkel følger vi begivenhederne. 'Belfast' er Kenneth Branaghs mest personlige film til dato. Den skildrer den legendariske instruktørs opvækst, inden han blev et verdensnavn. En film med æstetisk brug af sort-hvid fotografering krydret med humor og god musik. Filmen har modtaget utallige priser, bl.a. en Oscar for bedste manuskript.
(UK 2022 - 1 t. 38 min.)
16. og 17. februar: Farvel Hr. Haffmann
Vi er i Paris i 1941. François Mercier er en almindelig mand, som kun drømmer om at starte en familie med sin elskede Blanche. François arbejder for den dygtige jødiske juveler hr. Haffmann. Under den tyske besættelse bliver Mercier og Haffmann nødt til at indgå en aftale, som i løbet af de følgende måneder dramatisk vil forandre begges skæbner.
Filmen fik 5 hjerter i Politiken.
(Frankrig 2021 – 1t. 55 min.)
2. og 3. februar: Skolen ved verdens ende
’Skolen ved verdens ende’ hedder filmen, for Lunana er vitterligt den fjerneste dal i det bhutanske Himalaya – otte dagvandringer fra nærmeste by. Ugyen, der bor i Bhutans hovedstad Thimphu, drømmer om at gøre karriere som musiker, men som led i uddannelsen udstationeres han i stedet som lærer i Lunana, hvor manglen på moderne bekvemmeligheder hurtigt giver ham abstinenser. De mennesker, han møder, viser sig dog at opveje alle afsavn. Filmen var med i slutfeltet om Oscar.
(Bhutan 2019 – 1 t. 49 min.)
19. og 20. januar: En boghandel i Paris
Sergio Castellito har rollen som Vincenzo, en ældre og sorgfuld herre, som har dedikeret sit liv til den lille boghandel, som han ejer i Paris, samt til sin datter Albertine (Matilda De Angelis), som bor hjemme hos ham, efter at hun kom ud for en voldsom ulykke nogle år tidligere.
En dag træder Yolande (Bejo) ind i hans forretning. En ung smuk kvinde, der sprudler af liv, lyst og humor. Charmeret af hendes smittende energi, vækkes følelser hos Vincenzo, som han for længst troede hørte fortiden til – Noget, der får ham til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan han vil leve resten af sit liv…
(Frankrig, Italien 2021. 1 t. 33 min.)
1. og 2. december: Bergmans ø
Et storslået filmmagisk korværk, der fletter fortidens, nutidens og fantasiens stemmer sammen.
Vi følger det amerikanske par Chris og Tony, der begge lever af at lave film. De tager sammen på en ferie på den mytiske svenske ø Fårö for at finde inspiration til hver sin film – øen, hvor den legendariske Ingmar Bergman boede og optog de fleste af sine film.
Filmen er en hyldest til den svenske filmskaber Ingmar Bergmans liv og virke. Samtidig kaster den lys over to mennesker, som opdager nye sider af sig selv og deres kunstneriske udfoldelser. Filmen er instrueret af franske Mia Hansen-Løve og blev nomineret til Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes. (112 min.)
17. og 18. november: Drømmemanden
Hvis du kunne skabe en kæreste, som du designede til at opfylde alle dine lyster, drømme og behov, ville du så forelske dig i vedkommende - eller finde hele molevitten alt for kunstig? Maren Eggert vandt prisen for 'Bedste hovedrolle' ved Berlinalen for sin pragtpræstation i det tyske romantiske sci-fi-drama fra Berlin, hvor hendes sammenspil med den drøncharmerende brite Dan Stevens (Downton Abbey) slår gnister. Filmen løb med hele fire priser ved German Film Awards, herunder 'Bedste film'.
(Tyskland – 108 min.)
3. og 4. november: First cow
En film om det uglamourøse USA. Den stille, forsigtige Cookie arbejder som kok for en gruppe pelsjægere i 1820’ernes Oregon. Ved et tilfælde møder han den driftige King Lu, en kinesisk immigrant på flugt fra en mordanklage. Cookie og Lu slår sig sammen om at stjæle mælk fra guvernørens ko for at bruge mælken til småkager, som de sælger på den lille nybyggerstation. Cookie og Lu bliver ikke kun forretningspartnere, men også livspartnere. Et underskønt værk og en af de mest sensuelle madfilm nogensinde.
(USA 2021 – 117 min.)
20. og 21. oktober: Skaknovelle
Baseret på Stefan Zweigs novelle - et storslået psykologisk drama med nervepirrende spænding. 1938: Østrig besættes af nazisterne, og advokaten Bartok arresteres og fængsles på Gestapos nyetablerede hovedkvarter, Hotel Metropol i Wien. Nazisterne ved, at Bartok har adgangskoderne til vigtige bankkonti med enorme formuer. Bartok nægter at udlevere koderne. Nazisterne gør alt, hvad de kan for at knække hans vilje. Bartok har smuglet en helt særlig bog med ind på sit værelse, en bog om skak. Her begynder et dødsensfarligt spil mellem Bartok og nazisterne.
(Tyskland 2021 – 110 min.)
6. og 7. oktober: Two of us
Fransk Golden Globe-nomineret hjerteknuser. Den franske film ‘Two of Us’ handler om det ældre par Nina og Madeleine (Martine Chevalier og Barbara Sukowa), der har holdt deres dybe og lidenskabelige kærlighed skjult for familie og omverden i mange årtier. Deres bånd sættes på prøve, da de på grund af en pludselig begivenhed ikke er i stand til at bevæge sig frit mellem hinandens lejligheder.
(Frankrig 2021 – 95 min.)
22. og 23. september: I solsortens land
Kosovo 1999: Fahrijes mand er forsvundet under krigen, og familien døjer både med sorg og sløj økonomi. Fahrije stabler et lille landbrug på benene, men i det stærkt patriarkalske lokalmiljø bliver der set ned på kvinders ambitioner om at forsørge sig selv og deres børn. Kosovos Oscarbidrag om en kvindes desperate, men utrættelige kamp mod systemet. Filmen vandt alle tre hovedpriser på Sundance Film Festival.
(Kosovo 2022 - 84 min.)
8. og 9. september: Parallelle mødre
Pedro Almodóvar i storform leverer sjælden politisk kant i et vidunderligt melodrama, der handler om Janis (Penélope Cruz) og Ana (Milena Smit), som havner på samme stue på fødegangen. Begge er førstegangsfødende og singler. Janis er midt i livet og ser frem til at blive mor. Den unge Ana er derimod skræmt og usikker. De to knytter et tæt bånd, som forandrer deres liv for altid. Almodóvar har skrevet og instrueret et rørende værk om moderskabets kraft og om søgen efter ophav og fællesskab. Penélope Cruz modtog skuespilprisen i Venedig for sin formidable præstation.
(Spanien 2022 – 120 min.)
Open Air i Folkeparken 23. august kl. 21 - Se omtalen i Dagbladet
2.og 3. juni: Kupé nummer 6
Russisk/finsk film fra 2020. En ung finsk kvinde har et kompliceret kærlighedsforhold i Moskva. Hun beslutter sig for at rejse alene med tog til den arktiske by Murmansk for at se de lokale helleristninger.
Hun er tvunget til at dele den lange tur og en lille sovevogn med en russisk minearbejder. Det uventede møde får passagererne i kupé nr. 6 til at se sandheden om deres egen ensomhed og længsel efter menneskelig kontakt i øjnene. Filmen fik Grand Prix Prisen ved Cannes Festival. (107 min.)
19. og 20. maj: Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya
Hvert år kaster en præst i en lille makedonsk by et trækors i floden, og alle byens mænd forsøger at få fat i korset, da det betyder lykke for finderen. Men dette år kaster den unge kvinde Petrunya sig ind i kampen og får korset. Det falder dog ikke i god jord i det religiøse og mandsdominerede samfund. Filmen var udtaget til hovedkonkurrencen på Berlinalen i 2019.
(100 min.)
5.og 6. maj: Ninjababy
Ninjababy er en norsk komedie om at falde, og rejse sig igen. 23-årige Rakel opdager sent, at hun er gravid. Hun føler, babyen i maven har gennemskuet hende. Hun taler med den gennem sine mange fantastiske tegninger som også sniger sig ud i filmens visuelle univers. Ninjababy er en rørende og sjov film om at blive voksen. Filmen er baseret på tegneserieromanen ”Fallteknikk” af Inga Sætre, som også har tegnet alle animationerne i Ninjababy.
(103 min.)
21.og 22. april: Mother
Sydkoreansk film fra 2009 instrueret af Bong Joon Ho.
Titelpersonen udfører illegal akupunktur og sælger helbredende urter. Hun lever og ånder for sin lettere evnesvage 27-årige søn, Do-Joon. Da en pige bliver myrdet og efterladt hængende fra en ubeboet bygning, peger beviserne på Do-Joon, som bliver fængslet for mord. Moren søger desperat at få frikendt sin søn, men myndighederne fastholder, at sagen er opklaret. En forbløffende original historie med et Hitchcockagtigt plot.
(128 min.)
7. og 8. april: Forført
Fransk-belgisk film fra 2019 instrueret af Safy Nebbou.
50-årige Claire (Juliette Binoche) er ikke tryg ved sin unge elsker, Ludo, så hun opretter en falsk profil på Facebook, hvor hun udgiver sig for at være en 24-årig kvinde. Ludos kammerat fatter interesse for profilen, og Claire – fanget i sit alias – falder pladask for ham.
En fængslende erotisk thriller om kærlighed og begær i internettets tidsalder. Fantasi og virkelighed hvirvles ind i hinanden, og tilskueren tages med bukserne nede mere end én gang. (101 min.)
17. og 18. marts: Hvor kragerne vender
"Debutanten Lisa Jespersen ser ikke kun det sjove i fordommene på begge sider af konflikten mellem provins og storby, men trænger også ind til det ægte menneskelige.
Lisa Jespersen har et forfriskende nøgternt blik på kulturkonflikten, hvor hun formår at se det latterlige i fordommene på begge sider og trænge ind til det genuint menneskelige.
Det er faktisk en stor bedrift.” (Ekkofilm.dk)
Filmen blev tildelt tre Robertpriser i februar 2022: 'Årets danske spillefilm', 'Årets instruktør' og 'Årets originale manuskript'. Robertprisen omtales også som den danske Oscar. (91 min.)
3. og 4. marts Når det bliver morgen
Japansk film fra 2021 instrueret af Naomi Kawase. 'Når det bliver morgen' var det japanske Oscar-bidrag i 2021.
Et barnløst par støder en dag på en tv-reklame for en non profit-organisation, der matcher par, som ikke kan få børn, med mødre, der enten ikke ønsker at opfostre eller ikke kan tage vare på deres biologiske børn. Parret indser, at adoption kan være det perfekte alternativ for dem. En rørende, foruroligende og følelsesmæssigt intens oplevelse.
(140 min.)
17. og 18. februar: Memories of Murder
Sydkoreansk film fra 2003 instrueret af Bong Joon Ho.
Filmen er inspireret af landets første seriemorder. En kvinde findes dræbt, voldtaget og kvalt med sin egen strømpe. Og hun er kun den første af en uhyggelig lang række af ofre.
Filmen udmærker sig, præcis som 'Parasite', ved et konstant overrumplende manuskript, en evne til at twiste genrer, et overskud til at dvæle ved detaljen – og en historie, hvor der ikke et øjeblik slækkes på spændingen.
25. november 2021: Til Sama
Til Sama er en rørende og intim dokumentar lavet af den 26-årige mor, Waad al-Kateab, der har filmet de sidste dage af kampen om Aleppo i Syrien til sin 1-årige datter Sama, såfremt Waad og hendes mand, der er læge på det sidste hospital i Aleppo, ikke overlever krigen. Filmen er et langt kærlighedsbrev til Sama. Den forsøger at besvare det, som andre Syrien-film ofte efterlader ubesvaret: Hvorfor bliver disse mennesker? Hvad holder dem fast i en zone af krig og død – og hvordan er hverdagen midt i sådan et kaos?
'Til Sama' vandt BAFTAs og Cannes' pris for bedste dokumentar, og blev Oscarnomineret i kategorien Bedste dokumentarfilm.
12. november 2021: En hvid, hvid dag
I en afsidesliggende islandsk by fatter en pensioneret politichef mistanke om, at en mand fra byen skulle have haft en affære med hans hustru, der for ganske nylig døde i et trafikuheld. Gradvist besættes han af ønsket om at finde sandheden. Det medfører, at han ikke blot udsætter sig selv for fare, men også sine allernærmeste. En fortælling om sorg, hævn og ubetinget kærlighed ...
En hvid, hvid dag er instrueret af islandske Hlynur Pálmason og filmens hovedrolleindehaver Ingvar E. Sigurðsson (’Om Heste og Mænd’) vandt en Rising Star Award på dette års Cannes Film Festival.
28. oktober 2021: Rejsen til Utopia
Kan en almindelig familie udleve sine idealer? Familien Fangel-Mo flytter til det økologiske landsbyfællesskab Permatopia.
Indledning kl. 19.00 ved Suzanne Darmer, beboer i fællesskabet.
Film kl. 19.30.
8. okt. 2021: Den gode hustru
Paulette van der Beck (Juliette Binoche) og hendes mand har drevet husholdningsskolen i Bitche i Alsace i mange år. Deres mission er at træne teenagepiger til at blive perfekte husmødre på et tidspunkt, hvor det forventes, at kvinder skal tjene deres mand. Efter sin mands pludselige død opdager Paulette, at skolen er på randen af konkurs og er nødt til at påtage sig sit ansvar. De landsdækkende protester i maj 1968 forandrer samfundet omkring dem. Den gode hustru er en humoristisk og satirisk universel historie om solidaritet og ligestilling mellem kønnene.
30. september 2021: Dogman
Den italienske film'Dogman' fra 2018 er blevet hyldet, bl.a. pga. hovedrolleindehaveren Marcello Fonte, der tog prisen for bedste mandlige skuespiller ved Cannes Film Festival 2018 og siden også ved European Film Awards.
Hundeelskeren Marcello lever i perfekt harmoni med de firbenede væsener, men så dukker den tidligere bokser Simone op og spreder frygt i lokalområdet. Beboerne i det ellers stærkt sammenrystede kvarter aner ikke deres levende råd, men så må Marcello – om end noget modstridigt – tage affære. (103 min.)
Gratis film i Folkeparken 19. august 2021: La La Land
Roskildebio.nu inviterer til en stor, stemningsfuld og GRATIS begivenhed i sommernatten. Ved en open air-forestilling i Folkeparken vises den forrygende musicalfilm La La Land fra 2016 på et kæmpe lærred og med supergod lydkvalitet. Arrangementet er gratis for publikum takket være støtte fra Roskilde Kommunes Kulturpulje.
”La La Land er en film, som det er virkelig svært ikke at elske af hele sit filmhjerte. Så hvorfor lade være,” skrev Politikens anmelder.
Filmen varer 2 t. og 8 min.
Open air-bio i Folkeparken – nu med restriktioner
i 2021. Roskildebio.nu følger de aktuelle retningslinjer i forhold til Covid19 og opfordrer publikum til at gøre det samme. Publikum placeres i sektioner og opfordres til at blive på deres pladser. Der sælges i år ingen drikkevarer, men man må gerne selv medbringe. Kl. 21 – når det er mørkt nok - begynder filmen. Publikum må gerne ankomme tidligere.
HUSK at tænde for Smittestop-appen
Fredag den 11. december 2020: Kvinde på krigsstien
Filmen er en intelligent islandsk feel good-film, der formår at tackle påtrængende globale dagsordener med humor, drama og musikalitet.
En miljøsuperhelt forklædt som korleder.
Filmen 'Burning' handler om enspænderen Jong-su, hvis lykke synes at være gjort, efter han forelsker sig i den sprælske Hae-mi. Men da hun indleder et forhold til den mystiske playboy Ben efter et udenlandsophold, spidser situationen til. Indledningsvis er der sødme over trekantsdramaet, men situationen tager en truende drejning, da Hae-mi pludselig forsvinder.
Baseret på novellen 'Barn Burning' af den japanske forfatter Haruki Murakami.
En af de bedste thrillers nogen sinde er en filmdrøm, du ikke kan vågne fra.
Årets smukkeste og mest gribende kærlighedshistorie, intet mindre! Bretagne, 1760. Kunstneren Marianne skal male et portræt af Héloïse (Adèle Haenel), en ung kvinde, som netop har forladt klosteret. Héloïse skal giftes væk, og hendes kommende brudgom vil gerne se, hvordan hun tager sig ud. Men Héloïse ønsker ikke at blive gift, og Marianne må male hende i smug. Hun iagttager Héloïse om dagen og maler hende i hemmelighed om natten.
Langsomt vokser intimiteten og attraktionen mellem de to kvinder. De deler Héloïses første og sidste øjeblik i frihed – alt imens Marianne maler det portræt, som skal afslutte deres forhold. Filmen vandt manuskriptprisen i Cannes.
5. og 6. september 2020: Minifestival i Hal 12 på Musicon
Tre rørende og tankevækkende dokumentarfilm ved gratis minifestival: Om Roskilde Festival, om Crip Camp og om Banksy. De to første film blev indledt af Leif Skov og Jesper B.
"En lille smule festival alligevel", selv om sommerens Roskilde Festival var coronaaflyst.
3. marts 2020: Steppeulven - medlemsarrangement for Lo Specchio og RoskildeBios medlemmer
Ole Christian Madsens film fra 2015. I filmen medvirker bl.a. Thure Lindhardt, der netop trådte sine ”teaterbarnesko” hos Lo Specchio i 1980-90’erne. Filmen begynder i 1962, hvor en del af den unge generation gør oprør mod det etablerede. Eik møder og forelsker sig hovedkulds i Iben. Eik prøver at vinde hende gennem en stadig mere desperat transformation fra poet og forfatter til nomade, junkie og til sidst forsanger i bandet Steppeulvene.
30. januar 2020: Lazzaro den lykkelige
Før filmen var der mulighed for at smage på spændende italienske vine. Vin kl. 18, film 19.20.
ALT var udsolgt til både film og vinsmagning.
Få et forspring næste gang. Meld dig ind i foreningen, så hører du om nye arrangementer før andre.
19. november 2019: Sir
Den indisk/franske film Sir, som både er en klassisk kærlighedsfilm om to, der ikke kan få hinanden, og en smuk film, hvor vi bliver klogere på, hvad social ulighed kan være i et samfund defineret af kaster.
Ashwin fascineres af Ratna, og varme følelser begynder at opstå mellem dem. Men kærlighedsforhold på tværs af de sociale lag er en umulighed i det indiske kastesystem. Sir er en varm fortælling om drømme, modsætninger og begrænsninger.
24. oktober 2019: Girl
Den unge skuespiller Victor Polster har bjergtaget publikum over hele verden med sin hudløse præstation som Lara, der er født med en drengekrop, men kæmper for at finde sin identitet som pige og skabe en karriere som ballerina. Girl vandt hele fire priser på Cannes-festivalen, hvor den modtog stående bifald. Siden har den vundet et utal af festivalpriser og var nomineret til Golden Globe som bedste udenlandske film.
”Alle bør unde sig selv at opleve hjertegribende mesterværk, hvor Victor Polster som transkønnet teenager leverer skuespil i verdensklasse.”
19. september 2019: Dokumentarfilmen 1989
Et storpolitisk drama om Jerntæppets sammenbrud.
Instruktion & manuskript: Anders Østergaard, Erzsébet Rácz.
Før filmen serverede vi polsk øl og fortalte personlige anekdoter om tiden i det kommunistiske Europa før murens fald. Efter filmen svarede instruktøren Anders Østergaard på spørgsmål og diskuterede filmen.
Vist i Byens Hus på Stændertorvet
20. august 2019: Bohemian Rhapsody
Open Air i Folkeparken
Filmen om Queen og Freddie Mercury fra 2018. Kommunen havde sponseret arrangementet, så der var fri adgang. Ca. 2.000 mødte op og fik en uforglemmelig filmoplevelse i den skønneste sommeraften.
Deltagere skrev:
- Super fint ... især da amfi-scenen bliv oplyst af mobiltelefoner vuggende i takt til Wembley's tændte lightere ...
- Det var en magisk oplevelse at se ”Bohemian Rhapsody” på en stjerneklar, vindstille aften i går i Amfiteatret.
- TAK, fordi I kastede jer ud i projektet og turde satse på godt vejr (vi var heldige mellem de mange lavtryk) - og tak til kommunen for at støtte. Jeg håber, der kommer flere lignende arrangementer.
24. april 2019: Shoplifters
En forladt lille pige bliver adopteret af en sammenbragt familie af tyveknægte, som med deres kærlige sind viser, at familie ikke er noget, man får. Det er noget, man skaber.
Japanske Kore-eda har i de seneste ti år lavet milde og mere eller mindre sentimentale film om svære familierelationer, for eksempel Still Walking, Søstre og Efter stormen. Han blander vrede og afmagt, håb og selvbedrag, med stor empati.
14. marts 2019: Grænse
Den svenske film Grænse udforsker netop ... grænsen mellem fornuft og raseri, menneske og dyr, rigtigt og forkert, mand og kvinde, frygt og racisme, og den gør det med så stor indlevelse, at man mister jordforbindelsen og kun ænser sig selv under rulleteksterne.
At den når så vidt under en fernis af genrekultfilm er en sjælden bedrift.
Lee Marshall, Ekko #79
Praktisk om filmvisning i biografen under Danske Bank
Døren i Palæstræde åbner kl. 19 og lukker 19.20. Døren er lukket under filmen. Du skal altså komme, før dørene lukkes, og du kan ikke gå ud og holde pause under forestillingen. Hvis nogen gerne vil gå før tid, skal de dog bare bede om at blive lukket ud.
Før forestillingen kan du købe et glas øl, vin eller vand.
Inden filmen vil der de fleste gange være et kort oplæg om filmen - og også en kort status på projekt RoskildeBio.nu
Efter forestillingen håber vi, at nogle har lyst til at blive et øjeblik - til fælles eftertanke.
Bestyrelsen:
Carsten Fich (formand), Peter Steen Andersen (næstformand) Elin Ellegaard Jørgensen (sekretær), Per Hougaard Rasmussen (kasserer), Jens Kjærum.
Bo Niclasen og Michael Røscher (suppleanter).
RoskildeBio.nu
CVR: 40595082
© Copyright. All Rights Reserved.
Kontakt:
info@roskildebio.nu